Under mit praktikophold som restauratør på LVR State Museum i Bonn (dengang stadig kaldet Rheinisches Landesmuseum Bonn, forkortet "RLMB"), modtog jeg den ekstraordinære opgave at skabe en rollebesætning af en romersk Bacchus- at lave en figur.
Den på denne måde opnåede kopi skal så bruges til at fremstille kopier af Bacchus-figuren, som kan markedsføres i RLMB-museets butik.
Jeg lavede først en silikoneform af originalen og lavede derefter ud fra den skabelon en harpikskopi af den lille romerske statuette. Denne syntetiske harpiksform tjente derefter som skabelon for reproduktionerne.
Mens de nye Bacchus replikaer stadig er til salg i RLMB museumsbutikken i dag, blev en replika (billedet øverst til højre) lavet til en souvenir til mit studie og gode gamle Bacchus (billede øverst til venstre) tilbage til sine romerske venner i montren til Bonn-museets permanente udstilling. 😉
Om støbning af museumsgenstande
Støbning af museumsgenstande er en gennemprøvet teknik til at bevare, reproducere eller lette den videnskabelige undersøgelse af værdifulde eller skrøbelige kunst- og kulturværdier. Dette indebærer at skabe nøjagtige kopier af et objekt, der gengiver originalen så præcist som muligt med hensyn til materiale og detaljer. Denne metode spiller en central rolle i bevarelsen og formidlingen af kulturarven, da den ikke kun understøtter beskyttelsen af originalerne, men også øger deres tilgængelighed og formidling.
Aftryksprocessen begynder med omhyggelig udvælgelse af det objekt, der skal reproduceres, og den passende aftryksteknik. Almindelig anvendte metoder er silikone-, gips- eller voksaftryk, afhængig af originalens art og følsomhed. Silikone er for eksempel særligt velegnet til sarte og detaljerede overflader, fordi det har en høj elasticitet og kan fange de mindste strukturer. Gips bruges traditionelt til skulpturelle kunstværker eller arkitektoniske elementer, mens voks ofte bruges til videnskabelige undersøgelser eller anatomiske modeller. Moderne teknologier som 3D-scanning og print tilbyder nu digitale alternativer, der er ikke-invasive og undgår direkte kontakt med objektet.
Indtrykket tjener forskellige formål. Et centralt aspekt er bevaring. Især i tilfælde af truede eller skrøbelige genstande kan aftryk dokumentere og bevare originalens tilstand. I tilfælde af skade eller tab muliggør de rekonstruktion af objektet. Desuden kan afstøbninger bruges som erstatning for originaler på udstillinger, især når originalerne ikke kan vises permanent på grund af lys-, temperatur- eller fugtfølsomhed. Dette sikrer på den ene side beskyttelsen af originalerne og gør på den anden side samlingernes indhold tilgængeligt for et bredere publikum.
Et andet vigtigt aspekt er videnskabelig forskning. Indtryk muliggør detaljerede analyser uden at bringe originalen i fare. Dette er særligt vigtigt ved arkæologiske fund, hvor undersøgelse af overfladen kan give vigtig information om fremstillingsteknikker, brugstegn eller historiske sammenhænge. Samtidig letter gengivelsen af genstande udvekslingen mellem museer, forskningsinstitutioner og universiteter, hvilket fremmer samarbejde og undersøgelse af kulturhistoriske artefakter.
Indtryk spiller også en afgørende rolle i kunstundervisningen og pædagogikken. Replikaer giver besøgende mulighed for at se eller endda røre ved kunstværker tæt på, hvilket fremmer adgangen til kulturarven og giver en interaktiv læringsoplevelse. I denne sammenhæng bruges indtryk ofte i workshops, undervisningsprogrammer eller barrierefrie udstillinger for at henvende sig til forskellige målgrupper.
Selvom indtrykstagning byder på adskillige fordele, er det ikke uden udfordringer. Direkte kontakt med originalen indebærer altid en vis risiko, hvorfor den største omhu og ekspertise er påkrævet. Derudover er det afgørende at overveje etiske og juridiske aspekter, især ved støbning af genstande med følsom kulturel betydning.
Støbning af museumsgenstande er fortsat en uundværlig metode til at bevare fortiden og samtidig finde måder at dele den på nye og innovative måder. Den kombinerer kunst, videnskab og teknologi for at holde kulturarven tilgængelig og levende for fremtidige generationer.
Interessante fakta om Bacchus
Bacchus, den romerske gud for vin, beruselse og frugtbarhed, er en fascinerende skikkelse fra oldtidens mytologi, som stadig er dybt forankret i kunst, litteratur og kultur i dag. Oprindeligt går Bacchus-figuren tilbage til den græske gud Dionysos hvis kult nåede Rom og blev tilpasset der. Bacchus legemliggør livsglæde, ekstatisk hengivenhed og forbindelse til naturen, og ses ofte som et symbol på overflod og vitalitet.
Skildringen af Bacchus i mytologien er tæt forbundet med festligheder og druehøst. Han er ofte afbildet med vinstokke, et drikkekar eller en thyrsus, en stav pakket ind i vinblade og vedbend, et symbol på hans magt. Hans følge, bestående af satyrer, Stilhed og Maenads, ledsager ham ofte i vilde, ekstatiske danse, der afspejler hans muntre og utæmmede natur. Disse skildringer understreger Bacchus' forbindelse til ukontrolleret, kreativ energi, som kan være både inspirerende og destruktiv.
Tilbedelsen af Bacchus spillede en vigtig rolle i romernes religiøse og sociale liv. Bacchanalia, som oprindeligt var hemmelige kulter, blev fejret som højtider til hans ære og stod for frugtbarhed, livsglæde og åndelig fornyelse. Disse festivaler var ofte præget af en livlig atmosfære, der omfattede musik, dans og indtagelse af vin. Samtidig blev de betragtet som kontroversielle, fordi de ikke kun symboliserede glæde og frihed, men også satte spørgsmålstegn ved grænserne for den sociale orden. Historiske kilder, såsom beskrivelserne af den romerske historiker Livius, rapport om politiske og moralske konflikter, der var et resultat af spredningen af disse sekter.
Bacchus inkarnerer dog mere end bare rus og festivitas. Det symboliserer også den transformative kraft, der ligger i både naturen og den menneskelige ånd. Processen med vinfremstilling - fra drue til gæring til vin - blev betragtet som et mirakel i oldtiden, tilskrevet Bacchus. Det stod således for forandring og fornyelse, en idé, der især blev taget op i kunsten og filosofien. Under renæssancen blev Bacchus betragtet som kreativitetens muse, fordi den vin, han repræsenterede, blev betragtet som en inspirationskilde.
I billedkunsten blev Bacchus ofte afbildet for at symbolisere temaer som ekstase, dekadence eller livets forgængelighed. Kunstnere kan lide Caravaggio og Titian skabt ikoniske værker, der viser guden i mange forskellige facetter, fra en ungdommelig, munter Bacchus til en eftertænksom, moden gud, der afspejler ambivalensen mellem nydelse og overskud. Disse skildringer illustrerer, hvor dybt Bacchus er forbundet med den menneskelige natur og dens modsætninger.
I dag ses Bacchus ofte som et symbol på nydelse og hedonisme set, men dens rolle i mytologi og kultur er mere kompleks. Det står for livsglæde, kreativitet og fornyelseskraften, men også for udfordringen med at finde balancen mellem mådehold og overskud. Bacchus forbliver en tidløs figur, der gør spændingen mellem kontrol og ekstase, orden og kaos håndgribelig. Hans arv lever videre i festivaler, kunst og vinens symbol, som har forbundet mennesker i tusinder af år.